Hvor meget koster et barn om måneden?
Der er mange overvejelser at gøre sig, når man skal til at have børn. Foruden alt det praktiske, der skal læres, og udstyr, der skal indkøbes, skal man overveje, om man har en økonomi, der kan bære at udvide familien.
Men hvad koster det egentlig at have et par? Få svarene i guiden her.
Ofte siger man, at det koster én million kroner at opfostre et barn, indtil det fylder 18 år. I denne artikel kigger vi nærmere på, hvad det reelt koster at have et barn i Danmark.
Det er vigtigt, at understrege, at det er umuligt at lave et estimat, der gør sig gældende for alle. Der er mange faktorer, der spiller ind. Det kommer nemlig i høj grad an på, hvilke valg I træffer som forældre.
Jeres holdning til mad, forbrug, økologi, ferieønsker og gaver spiller alt sammen ind i regnestykket og har derfor stor indflydelse på, hvor meget jeres barn kommer til at koste jer.
Hvad koster et barn om måneden?
Et godt udgangspunkt, når vi skal regne ud, hvor meget I kan forvente, at jeres barn kommer til at koste, er ved at gå efter det beløb, I som minimum skal regne med at komme af med. Rockwool Fondens Forskningsenhed har i samarbejde med Center for Alternativ Samfunds Analyse udarbejdet et regnestykke, der dækker danskernes minimumsbudgetter. Selve analysen er fra 2015, men gør sig stadig gældende.
I analysen udledes det, at det minimale, du kan forvente, at dit barn kommer til at koste dig om måneden, er 3.200 kr. om måneden. Her er dog ikke medtaget udgifter til pasning.
Antager vi dette som værende det minimale, dit barn kommer til at koste dig om måneden, løber det op i 38.300 kr. om året, og dermed 689.400 kr., indtil barnet er fyldt 18 år. De fleste børn kommer dog til at gå i dagsinstitutioner, hvorfor beløbet kommer til at se noget anderledes ud, hvis du ikke vælger at passe barnet selv.
Der er mange engangsudgifter det første år
I perioden fra den begyndende graviditet til barnets første leveår er, at du kommer til at investere i babyudstyr, møbler og tøj. Her er der mange indkøb, der er dyrere, end når barnet bliver ældre, og det er vigtigt at medregne.
Det er ikke ualmindeligt, at de udgifter, du har til ovenstående ting, løber op i omkring 25.000 kr. i barnets første leveår, hvis du vælger at købe det hele fra nyt. Der er rigeligt at bruge pengene på, når barnet netop er blevet født: vugge, autostol, lift, barnevogn, møbler, ammepuder, bleer, sut, tøj og meget mere.
Ammer du, vil der ofte ikke være de store udgifter til mad, før barnet begynder at spise fast føde, men regn med, at dit forbrug af vand og el stiger. Du skal eksempelvis oftere tænde vaske- og opvaskemaskinen. Samtidig er du på barsel, hvor der er meget mere tid hjemme, og dermed kommer forbruget til at stige.